“Beauty isn’t defined by your hair”

Lines egen fortælling om at donere håret

Nu har jeg endelig taget mig mod til at donere alt mit hår, en proces som har været i gang længe. Det hele startede med en tanke, som jeg fik for knap 6-7 år siden, dengang havde jeg langt hår, men blev fascineret af den korthårede stil.

Da jeg så senere besluttede at klippe mit hår, til en "lang page" , havde jeg fået farvet lyse striber i og kunne derfor ikke donere det – men tanken holdt jeg fast i. Jeg skulle engang have kort hår og donere det. Jeg kan faktisk ikke huske præcis hvordan tanken startede, at jeg skulle være "karse" klippet, men det blev simpelthen en ting, jeg skulle gøre på et tidpunkt, når modet var der.

Lige nu holder jeg sabbatår, og jeg vidste med mig selv, at det var nu eller aldrig. Jeg begyndte at tænke mere og mere på det, og følte til sidst, at jeg ikke tænkte på andet. En dag skrev jeg så til min veninde “nu er det nu” - Derefter fandt vi en dag, hvor vi var nogen veninder der mødtes. Vi satte håret op i totter og klippede det hele af og jeg sendte det afsted til Toftild.

Jeg kan godt nikke genkendende til, at folk kigger mere nu når jeg kun har cirka 6 mm hår på hovedet.

Min lillebror sagde også til mig her for nyligt, da vi var på gågaden, at folk kiggede meget og selvfølgelig lægger jeg også mærke til det, men det rammer mig faktisk ikke rigtig mere. Jeg føler selv, at jeg faktisk har fået mere selvtillid og hviler mere i mig selv og hvem jeg er nu.

Det har klart gjort mig til en stærkere person, fordi jeg turde gøre det. Det hjælper også at responsen fra venner, familie og folk ude i nattelivet har været positiv. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at der i stor grad er en respekt over at donere sit hår, større end jeg faktisk lige troede, og at mange også rigtig gerne vil gøre det.

Jeg havde forberedt mig selv samt mine venner og familie på at jeg nok ville fortryde det efter nogle dage, men den dag er ikke kommet.

Jeg tror, det er fordi, det var en tanke som jeg havde gået med i så lang tid, så fandt ud af, at det faktisk ikke var så stor i omvæltning for mig, som jeg først troede det ville være.

Jeg kom til at elske det lige fra starten af og gør det stadig her en måned efter. Men når det er sagt, så er det ikke fordi jeg ikke savner at have `langt hår´, nogen gange gør jeg, men så tænker jeg på, at håret gavner et godt formål og så ved jeg at det var det rigtige jeg gjorde. Jeg ved ikke helt endnu hvor længe jeg beholder det helt kort, men jeg har valget om jeg vil have langt eller kort hår, og med at donere mit hår til Toftild, ved jeg at jeg giver en hånd og mulighed, så andre piger og drenge også selv kan stå med valget, om de vil have langt eller kort hår.

Jeg vil slutte af med, at alle endelig skal blive ved at donere sit hår, man kan sagtens være smuk både uden og med hår, men det handler i den grad også om at hjælpe andre, så de igen har muligheden for at vælge, hvad de føler sig mest komfortable med.

Med venlig hilsen Line