1000 tak for din hårdonation


Hent diplom
Siden 2015 har Toftild modtaget hårdonationer fra hele landet. Vi har i årenes løb selv fået fremstillet parykker af det smukke donationshår, og vi har samtidig sørget for, at donationshåret har skabt mest mulig værdi for dem, der har mistet deres eget hår.

Hvordan bliver donationshåret brugt?

Dit hår bliver brugt til fremstilling af parykker til mennesker, der lider af et sygdomsbetinget hårtab. Det kan være kræftpatienter eller mennesker, der lider af autoimmune sygdomme, f.eks. alopecia. Parykkerne fremstilles både til voksne og børn.

En del af håret anvender Toftild selv til fremstilling af parykker og alternativt hår. Særligt til speciallavede parykker og hårdele, som vi kalder ”Toftild Hår for Livet”.

En mindre del af håret bortauktionerer vi, så vi samtidig kan give værdien videre til en god og meningsfuld sag. Helt afhængig af hvor meget donationshår, vi modtager, vil vi en gang om året sælge en mindre del af håret på auktion i den europæiske brancheforening for parykproducenter, hvor vi selv er medlemmer. Det beløb, vi indsamler, giver vi ubeskåret videre. I alle årene er det indsamlede beløb hidtil gået ubeskåret til Knæk Cancer. Det er vores håb, at vi fremover får mulighed for at kunne fordele de indsamlede midler til flere velgørende formål.

To vigtige formål

Dit hår går derfor til to vigtige formål: at fremstille parykker til dem, der har mistet deres eget hår og til velgørende formål til de samme mennesker. På den måde, synes vi, at vi skaber mest mulig værdi med din hårdonation.

Husk at vi desværre ikke kan følge den enkelte hårdonation og vise dig, hvem der har modtaget lige netop dit hår. Vi kan heller ikke garantere, at det f.eks. er et barn ramt af kræft, der modtager parykken.

Men vi kan garantere dig, at dit donationshår altid anvendes til parykproduktion til mennesker, voksne som børn, som er ramt af et sygdomsbetinget hårtab. Af hjertet tak! Du har gjort en stor forskel. Vi håber, du synes godt om vores projekt Love is in the Hair og måden, vi bruger håret på.

Lidt fakta

I gennemsnit skal der bruges ca. 6-7 hestehaler for at kunne lave en hel paryk. Alt donationshår sorteres og samles i bundter, så det er ens i længde, farve og struktur. I sorteringen af den enkelte hestehale går der en del hår fra, som ikke kan bruges. Gennemsnitlig sorteres op til 40% af hårene fra i et bundt, fordi de er for korte. Det er blandt andet også derfor, at vi gerne vil modtage så langt hår som muligt. Gerne minimum 25 cm. Så sikrer vi nemlig, at der går mindst muligt hår til spilde.

Produktion af parykker foregår i dag primært i Kina, Indien, Indonesien eller på Filippinerne. Parykproduktion i Danmark foregår kun i meget lille omfang.

Har du stadig spørgsmål?

• Læs mere på vores FAQ
• Du kan læse mere om Love is in the Hair her
• Projektet har sin egen side på Facebook og Instagram @Toftildhardonation
• Du kan følge Toftilds arbejde på Facebook og Instagram @Toftildharforlivet