Hårdonation
Ofte stillede spørgsmål

Hvor langt skal håret være?

Hårlængden på din hårdonation skal være ca. 25 cm. og gerne længere, hvis du kan undvære det. 

Jo længere håret er, jo mindre spild. Når du donerer dit hår, vil vi gerne sikre, at mest muligt af det, kan anvendes. Der skal bruges en vis længde for at knytte hårene i parykken, og i et bundt er der mange hår, som ikke er lige lange. Vi har erfaret, at der er for stort et spild, hvis håret ikke er tilstrækkeligt langt. Og det synes vi, er en skam.

Hvilke krav er der til donationshår?

Håret må ikke have været kemisk behandlet, dvs. lysnet eller permanentet. Hvis håret har været kemisk behandlet, er det ofte for u-elastisk og porøst til at kunne anvendes i parykproduktion, fordi de enkelte skællag i håret ikke er intakte.

Farvet hår kan anvendes, hvis det har været farvet med ammoniakfri farve og med en beize på 1%. Spørg evt. din frisør, hvis du er i tvivl.

Hvis din farve, lysning eller permanent er vokset ud, kan håret godt bruges.

Klipper Toftild donationshår?

Vi kan desværre ikke tilbyde selv at klippe håret af hos Toftild, da vi får langt flere henvendelser, end vi kan imødekomme. Vi er ikke en frisørsalon i traditionel forstand, vi bruger al vores tid på kunder, der har brug for parykker og alternative hårløsninger, og dem vi vi gerne have muliged for at prioritere.

Vi anbefaler, at du går til din egen frisør og sender håret til os, eller kommer forbi og afleverer det selv i en af vores forretninger i Århus, Aalborg eller København.

Hvordan skal håret klippes af?

Håret skal samles i en elastik i en eller flere små hestehaler. Sæt elastikken et stykke under der, hvor håret klippes af, så hestehalen er godt sikret. Hestehalen må meget gerne samles med en elastik nederst også, og lige en ekstra mere til sidst, så der er styr på alle lokkerne. Alternativt kan håret samles i en fletning.

Hvor kan jeg få håret klippet af?

Du kan bruge din egen frisør og fortælle dem, at du ønsker at donere dit afklippede hår. De fleste frisører kender princippet. Du er velkommen til at henvise dem til siden her, hvis de er i tvivl. Der er frisører, som klipper hårdonationer til en særlig pris, og nogle, der laver events, hvor de klipper gratis.  Forhør dig hos din egen frisør.

Kan I lave paryk af min hestehale til en jeg kender, som har mistet sit hår?

Det spørgsmål får vi ofte, og vi kan godt forså, at man spørger. Det er desværre ikke muligt at fremstille en paryk af en enkelt hestehale. I sorteringen af håret går op mod 50% fra, da mange af hårene er for korte. Der skal cirka seks usorterede donationshestehaler til at fremstille en hel paryk. Endvidere kan vi ikke følge den enkelte hestehale i selve produktionen. Det frasorterede hår kan dog (hvis håret ikke er for kort - ca 15 cm), bruges til fremstilling af parykker med korte frisurer eller toupeer.

Kan jeg donere krøllet, gråt eller rødt hår?

Ja ALLE naturlige hårfarver kan bruges - blondt, mørkt, rødt og gråt - vi har ingen præferencer. Håret må bare ikke være farvet med kemi.

Hvis du donerer krøllet hår måles længden ved at strække håret glat, så du sikrer, at det er langt nok - ca 25 cm.

 

Hvordan afleverer jeg mit hår til Toftild?

Du kan enten sende dit hår til os med post eller aflevere det personligt i vores forretninger i Aalborg, Århus eller København.

Håret sendes til:

Toftild "Love is in the hair"
Budolfi Plads 9
9000 Aalborg

Hvis du sender håret med post, skal du huske at sende med omdeling, da vi ikke har mulighed for at hente ved pakkeshops.

Alle modtager en bekræftelse på, at vi har modtaget donationshåret. Vi forsøger at svare i løbet af 2-4 uger. Husk at vedlægge navn + email adresse sammen med donationshåret.

Kan håret blive for gammelt?

Nej, håret kan ikke blive for gammelt. Alt hår kan anvendes som donationshår. Også hår som har ligget i mange år.
Håret er ofte mere tørt, når det er gammelt, men det tager man højde for i sorteringen af kvaliteten af hårstrukturen

Kan jeg følge min hårdonation?

Nej, det er desværre ikke muligt at følge sin egen hårdonation "fra hestehale til paryk", da donationshåret sorteres i farver, længder og hårstrukturer, og herved blandes, så det er klar til videre videre forarbejdning. Der går ca. seks usorterede hestehaler til fremstilling af en enkelt paryk, så derfor blandes håret ved fremstillingen.

Hvordan bliver min hårdonation brugt?

Dit hår bliver brugt til fremstilling af parykker og alternative hårløsninger til mennesker, som er ramt af et sygdomsbetinget hårtab.
En fast del af håret anvendes altid til fremstilling af parykker til unge under 24 år, der har mistet deres hår, primært pga cancer eller alopecia. Toftild køber håret og giver værdien ubeskåret videre til en dansk hjælpeorganisation. I årene 2017-2019 er beløbet givet til Knæk Cancer.

Hvem modtager parykker lavet af hårdonationer?

Parykkerne er til mennesker ramt af kræft eller autoimmune sygdomme, oftest alopecia. Toftild ønsker at en fast del af parykkerne altid skal være fremstillet til unge under 24 år. Vi kan dog ikke garantere, at det f.eks. er et barn ramt af kræft, der modtager lige netop din hårdonation. Men vi kan garantere, at håret anvendes til at fremstille parykker til mennesker, der lider af permanent eller midlertidigt hårtab i forbindelse med en sygdom.

Kan jeg møde en, der modtager mit hår?

Nej, det er desværre ikke muligt at møde den person, der modtager en paryk, hvor dit hår er anvendt. Det skyldes primært, at der i en enkelt paryk er anvendt hår fra flere hårdonorer.
Dem der modtager parykkerne fremstillet af donationshår, ønsker heller ikke altid at stå frem i offentligheden, og det vil vi gerne respektere og ikke stille som en betingelse. Vi forsøger dog løbende at vise billeder og fortælle historierne om dem, der er modtagere.

Hvor mange hestehaler skal der til at lave en hel paryk?

Der skal i gennemsnit bruges ca. seks usorterede hestehaler for at lave en hel paryk - alt efter, hvor tykke og lange hestehalerne er.

Får jeg svar på om mit hår er modtaget?

Ja, selvfølgelig. Hvis du ønsker en bekræftelse på, at vi har modtaget dit hår, skal du vedlægge navn og e-mail adresse sammen med hårdonationen. Så kvitterer vi altid med en personlig hilsen på mail.

Vores svartid på hårdonationer tilsendt med posten kan være 1-3 uger. Vi samler op på hårdonationerne cirka hver 14. dag og svarer alle, der har vedlagt e-mail adresse. Husk posten kan være op til 5 dage undervejs.

Sender du håret til Toftild, skal håret sendes direkte til Toftild i Aalborg med omdeling - vi har ikke mulighed for at hente i pakkeshops.

Hvis jeg sender foto med, bliver de så offentliggjort?

Du er meget velkommen til at vedlægge foto og hilsen sammen med din hårdonation, som vi må anvende i Toftilds markedsføring. Vi kan dog ikke garantere, at alle fotos bliver offentliggjort. Hvis du ønsker at være anonym, respekterer vi naturligvis det.

Har du lyst til at dele din historie på Toftilds facebook eller instagram, er du meget velkommen - tilføj gerne hashtags #toftildhårdonation  #toftildloveisinthehair.