Selvom det ikke var mit eget, havde jeg fået håret igen

I maj 2017 opdager jeg ved et tilfælde, at jeg har en stor plet uden hår - jeg er på det tidspunkt 13 år. Vi tager kontakt til lægen som siger, at det nok skal komme igen - det er ikke noget farligt, og mere fik vi ikke at vide om sygdommen.

Hen over sommeren kom der lidt nyt hår i pletten, men nye pletter kom til. I december begyndte jeg at miste meget, så vi blev henvist til hudlæge. Da jeg i april 2018 endelig havde tid ved hudlægen, havde jeg mistet omkring 25% af mit hår. Jeg bliver egentlig ikke klogere ved hudlægen, andet end hun konstaterer, at jeg har alopecia. Jeg fik noget til at smøre på, som ikke hjalp. I de næste måneder gik det stærkt. I løbet af maj og til midt juni havde jeg mistet 75 % af mit hår. Jeg måtte i en alder af 14 år erkende og acceptere, at jeg skulle have paryk. Jeg følte ikke, at jeg kunne gå rundt med det hår, jeg havde. I juli 2018 måtte jeg tage det svære valg at klippe de sidste sørgelige rester af mit eget hår. Der var kun ganske få totter tilbage.

I juni 2018 da vi tager vi kontakt til Toftild, var de lynhurtig til at finde en tid til mig. Vi får den mest fantastiske modtagelse. De fortæller, hvad sygdommen er for noget, hvordan hårets livscyklus normalt er osv. Det gav en helt anden forståelse af, hvad det er for en sygdom jeg har, og dermed en eller anden form for afklaring, som jeg ikke har kunne finde i svaret ved lægerne.

Jeg tog til Toftild med en forventning om, at vi bare skulle have en snak om mulighederne, men inden jeg fik set mig om, var vi i gang med at prøve parykker. Det var parykker af ægte hår, som nogen har været så søde at donere, så vi som ikke har så meget hår selv, kan få en form for livsglæde igen. Jeg er en pige, der altid har haft langt hår, og det kunne jeg pludselig få igen, selvom det ikke var mit eget. Håret i parykken var næsten som mit eget, hvilket var fantastisk.

Tak til hårdonationer

Jeg har efterhånden prøvet flere forskellige typer parykker og må bare sige, at ægtehårsparykker er de mest fantastiske, og jeg er derfor taknemmelig for dem, som donerer sit hår. Så os uden hår har mulighed for at få smukke og naturlige parykker.

I dag har jeg næsten alt mit eget hår igen. Ind imellem får jeg nye pletter, men jeg tager det, som det er. Det har jeg lært.

Malou, 17 år